Runway Night Run (RNR) er et non-profit arrangement, der arrangeres i samarbejde mellem de virksomheder, der står for den daglige drift og afvikling af flytrafikken i Aalborg Lufthavn
Løbets overskud tildeles organisationer eller konkrete events, der konkret støtter og arbejder med danske krigsveteraner i deres bestræbelser på genoptage/videreføre et aktivt idrætsliv, trods deres krigsskader.
RNR afvikles med støtte fra idræts- og velgørenhedsorganisationer der godtgøres for at stille mandskab til rådighed under afviklingen
Hvem støtter vi i 2023?
Vi har i år valgt at støtte Veterans in Motion. Støttekroner går til et konkret aktuelt projekt: “Island på Tværs”:
Det estimeres at ca. 4.500 veteraner i dag lider under psykiske følgevirkninger af deres udsendelser. Mange psykisk skadede veteraner har ofte svært ved at indgå i sociale sammenhænge, og de isolerer sig derfor i hjemmet, hvilket blot forstærker den negative spiral. Vi vil i Veterans In Motion formidle værdien af fællesskabet og naturen som katalysator for rehabiliteringen af psykiske skader.
Derfor har vi nu samlet et helt nyt hold sårede veteraner der i 2023 skal gå 300 km på tværs af Island.
Med os har vi Rasmus Kragh, der udover at være professionel coach, bl.a. er den eneste Dansker der har besteget Mt. Everest uden kunstig ilt. En anden nøgleperson på holdet er Kim Eg Thygesen, som selv er tidligere udsendt veteran, og bl.a. var idémanden bag oprettelsen af den årlige flagdag, som siden 2009 hvert år den 5. september flager til ære for Danmarks udsendte.
Rasmus er holdets ekspeditionsleder & coach, og har det overordnede ansvar for deltagerne og ekspeditionen. Kim er fungerende projektleder.
Veterans In Motion blev stiftet i slutningen af 2014. Siden vores stiftelse har vi arbejdet mod vores mål:
Veterans In Motion har som formål igennem udøvelse af idræts- og friluftsaktiviteter at udfordre og fremme personlige kvaliteter hos soldater eller andre personer, som under udsendelse
for Danmark har pådraget sig varige mén. Disse aktiviteter bidrager sammen med fællesskabet og det sociale liv i foreningen til medlemmernes skridt på vejen mod en ny fremtid og et liv med varige mén og deres udfoldelse som hele mennesker. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen. Ydermere, er det foreningens formål at formidle historier og medlemmernes udvikling igennem aktiviteterne til den danske befolkning, når omstændighederne tillader det